Landbruget i Grønland

Landbruget udgør fortsat en mindre del af samfundsøkonomien. Erhvervet omfatter fåre- og kvægavl, rensdyravl samt gartnerivirksomhed. Den overvejende del af produktionen afsættes på hjemmemarkedet. Eksporten er derfor beskeden og udgør kun ca. 0,1 pct. af den samlede eksport. Vigtigst er eksporten af lamme- og rensdyrkød.

 

Strukturudviklingen i grønlandsk landbrug har igennem flere år været præget af et fald i antallet af bedrifter år for år. Ved udgangen af 2015 var der 39 bedrifter i Grønland ekskl. to stationer med tamrener. Det er en nedgang på 27,8 pct. på 10 år. Langt de fleste af landets bedrifter findes fortsat i Narsaq distriktet, jf. figur 10.1. Bedrifterne drives fortrinsvis af enkelte familier.

 

Figur 10.1. Landbrugsbedrifter fordelt efter distrikter

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

I 2015 udgjorde det samlede landbrugsareal 1.127 hektar inkl. arealet på de ikke-aktive brug. Hertil kommer ca. 242.000 hektar i form af fjeldafgræsningsarealer. En mindre del af det dyrkede areal – ca. 10 hektar – anvendes til produktion af kartofler og andre grøntsager. Langt den overvejende del af landbrugsarealet – ca. 1.117 hektar – dyrkes imidlertid med henblik på produktion af vinterfoder i form af wraphø.

 

Gennemsnitsstørrelsen på en bedrift var 28,4 hektar i 2015. Det er væsentligt mindre end i Danmark, hvor den gennemsnitlige bedrift i 2014 havde et jordtilliggende på 72 hektar. Knap 68 pct. af det samlede dyrkede areal findes i Narsaq distriktet, jf. figur 10.2.

 

Figur 10.2. Landbrugsarealet fordelt efter distrikter

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

Det grønlandske landbrug er hovedsagelig baseret på fåreavl med ca. 17.501 moderdyr i 2015 fordelt på 38 bedrifter. På tre bedrifter findes en blandet drift af fåre- og kvægavl, mens én bedrift udelukkende avler kvæg. Den samlede kvægbestand var i 2015 på ca. 146 Dexter kødkvæg, jf. figur 10.3.

 

På to bedrifter produceres kød af tamrener: Isortoq Reindeer Station i Qaqortoq distriktet samt Tuttutooq i Narsaq distriktet. Den største bedrift, Isortoq, slagter ca. 800-1.000 tamrener årligt på eget slagteri. Slagteriet lever op til kravene for eksport til EU. Isortoq Reindeer Station har desuden autorisation til trofæjagt på tamrener. Den faste avlsbestand udgør ca. 3.000 tamrener.

 

Figur 10.3. Landbrugets produktionsdyr 2015

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

Figur 10.4 viser udviklingen i landbrugets husdyrhold i form af specialiseringen på de enkelte bedrifter i forhold til får, tamrener og kvæg.

 

Siden 2000 har avlen med tamrener været stabil med to bedrifter svarende til 3-5 pct. af alle bedrifter. 85 pct. af alle bedrifter beskæftiger sig fortsat udelukkende med fåreavl. I 2015 var tre bedrifter svarende til 7 pct. af alle bedrifter beskæftiger med både fåre- og kvægavl. En enkelt bedrift stoppede i 2015 med fåreavl til fordel for en ren bestand af kvæg.

 

Figur 10.4. Specialiseringsgrad

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

Fåreavlen har udviklet sig fra ekstensiv til intensiv produktion. Gennem årene er der investeret kraftigt i udbygningen af infrastrukturen i fåreholderdistriktet. Der er opført moderne driftsbygninger, og produktionen af grovfoder er øget for at sikre forsyningen gennem strenge vintre. Import af kraftfoder er dog fortsat nødvendigt.

 

Ved udgangen af 2015 havde kun én fåreavler mellem 100 og 200 får.

Størstedelen af fåreavlerne havde i 2015 300-500 moderdyr.

 

De største bedrifter med mere end 500 moderfår har ligget stabilt på 14-18 bedrifter siden 2000, jf. figur 10.5.

 

Figur 10.5. Fåreavlere fordelt efter besætningsstørrelse

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

Selvstyret yder tilskud til indhandling samt etableringsstøtte til fåreavlere. Siden 2004 har selvstyret ydet tilskud til drift af slagterierne. I en rapport fra 2004 om nødvendige landbrugspolitiske tiltag skønnes det, at rentabiliteten i slagterierne opnås ved indhandling af 25-26.000 slagtelam årligt.

 

Produktionen af slagtelam har generelt været stigende. Tørre somre med mindre regn har imidlertid resulteret i en reduceret produktion af foderenheder til såvel afgræsning som vinterfoder. Det har resulteret i lavere slagtevægt på slagtelammene.

 

I figur 10.6 vises den samlede produktion af lammekød i perioden 2001-2015 samt den gennemsnitlige slagtevægt pr. lam. Den samlede produktion af lammekød var på 244.500 kg i 2015. Det fremgår, hvordan den gennemsnitlige slagtevægt faldt i 2008, 2009, 2011-2013 og 2015 som følge af sommertørke. Lammekødet afsættes først og fremmest på hjemmemarkedet.

 

Figur 10.6. Produktion af lammekød i alt samt gennemsnitlig slagtevægt pr. lam

Bemærk: 2015 tal er foreløbige.

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug